Anmeldelser Burger

Imma tell yall bout YOBurger!

Ok, jeg er måske lidt sent ude til at sprede rygter om den “nye” burgersmed i byen. YOBurger startede nemlig allerede grillen op i  januar – og den har de tre drenge bag YOBurger med stor succes holdt varm. Dertil har de for nyligt udvidet til “Bermudatrekanten” (Gothersgade) i endnu større format.

Hvis man som jeg helst holder sig langt fra førnævnte trekantsområde, kan man besøge YOBurger i det lidt fredeligere Nørregade. Her er lokalet småt og pakket som på en grillbar, hvilket det jo egentlig også er. Der er enkelte siddepladser, hvor man må tage med, at man kommer til at dufte som en omvandrende fritøse resten af aftenen. Ikke at der som sådan er noget i vejen med det.

Tre burger joints – to rule them all

Da jeg første gang besøgte YOBurger, var jeg ikke helt solgt på de bølgede fritter. Om det siden er frituren eller mit hjerte, der er varmet mere op, skal jeg ikke kunne sige. Men denne gang stod de altså ret sprødt. Burgeren har jeg været lige imponeret over hver gang, og der er ingen tvivl for mig om, hvordan top 3 i København pt ser ud. Men jeg har svært ved at rangere min tre favoritter. For de gør det godt hver især – og på hver deres facon. Gasolines anmeldelse har jeg ikke fået skrevet endnu, imens jeg stadig har våde fedtede drømme om Jagger.

Men det er YOBurger, det skal handle om – og det, jeg er mest imponeret over er, at de gør det på deres måde. Konceptet er enkelt – der er forholdsvis få valg på menuen, men alligevel nok til at friste. Stedet er plastret til i kække citater fra ikoniske film fra 80’erne og 90’erne. Det er gennemført, fra indpakning til servering; fra bøf til bolle; og fra første til sidste bid. Det hele er saftigt, velstegt og velsmagende. Hvor en bid af Jaggers burger er en sammensmeltet (og voldsomt snasket) helhedsoplevelse, kan du på YOBurger skelne og smage de enkelte elementer for sig.

Når Shake Shack ikke vil til Danmark..

Bollen er perfekt. Punktum. Sød, snasket (og stegt i smør) – og den holder fyldet på plads, som den skal. Bøffen er ganske vist tynd, hvilket ikke overlader meget fylde til den røde side. Men det er fuldstændig tilgivet, for den brede stegeskorpe holder på saft og kraft – og varmen, når burgeren serveres direkte fra grillen.

Imens er fyldet krydret, måske hovedsageligt pga. YOBurgers “secret sauce“. Det er en burger, der virkelig smager godt. Tankerne ledes til Shake Shack og deres smoke shack – måske fordi jeg denne gang havde valgt varianten med bacon. Jeg savner dog pickles, løg og en sprød(ere) salat – noget, der kan give lidt syre og knas. Man kan ganske vist bestille en pickled cucumber on the side, ligesom man også kan opgradere burgeren (som her) med bacon eller avokado.

Også føromtalte (og nu elskede) bølgefritter må have hentet inspiration fra Shake Shack. Udover at man hos YOBurger slipper for den lettere vamle, smeltede ost, vil jeg vove at påstå, at YOBurger gør det bedre på frit-fronten. Jeg har længe sukket efter at få Shake Shack til Danmark. Det behøver de ikke skynde sig så meget med længere..

Til fritterne bestilte vi en trøffelmayo og YOBurgers special sauce – trøffelmayoen var dejlig, imens den særlige sauce gjorde sig langt bedre i burgeren end som dyppe. Vi fik så tilmed en portion blue cheese og chipotle mayo som kompensation for, at den ene burger var lidt forsinket, så vi fik faktisk smagt det hele. Alt sammen lækkert – men egentlig savnede jeg en helt almindelig mayo til mine fritter: burgeren var så smagfuld at jeg ikke behøvede flere smagsindtryk.

En YOBurger menu står i 89 kr., og én burger derfra mætter rigeligt. Hvis ikke kan man opgradere størrelsen til en dobbelt for 20 kr. ekstra.

Anmeldelse af YOBurger
  • Bøf
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter & dyppe

Samlet vurdering

Jeg sammenligner YOBurger med både Jagger og Gasoline - det er jeg nødt til. Det er tre burger joints, der virkelig har forstået, hvordan en burger skal snaskes sammen. Og det er uendeligt svært for mig at rangere dem i forhold til hinanden. I sidste ende må det nok komme an på personlige præferencer.

YOBurger laver en svinegod burger. Der er styr på elementerne, den er autentisk og går til en rigtig fin pris. Den mætter godt, og personligt er jeg færdig med at gå på Maccen eller Burger King - medmindre jeg befinder mig på motorvejen med akutte tømmermænd (og det hænder!).

YOBurger er ikke stedet du hænger ud i flere timer - det er hurtig servering og maden er hurtigt spist, og så må hyggen fortsætte andet steds. Men hvis du ikke har prøvet YOBurger, skal du sgu se at komme afsted!

4.7

YOBurger2  YOBurger3

Find YOBurger i Nørregade og Gothersgade og på deres hjemmeside her.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Anne Sofie
    31/10/2016 at 13:37

    Jubiiii, det er dejligt, du er tilbage! Jeg skal helt sikkert forsøge mig med Yo Burger!
    Før jeg begyndte at følge med i din blog for hvad der vel snart er 2-3 år siden, havde jeg aldrig rigtig set burger for værende en særlig videnskab. Jeg overvejede ikke så nøje hvilken bolle, hvilket fyld osv., der var bedst, men efter at have fulgt med her er jeg blevet hundrede gange mere bevidst om og glad for burger ;-) så tak for det! Glæder mig til at læse din anmeldelse af Gasoline grill, som jeg selv har prøvet, men alligevel af en uforklarlig årsag ikke syntes, var helt spot on…

    • Reply
      Pigen
      15/11/2016 at 13:59

      Tak for din søde besked – det er også dejligt at være tilbage! Jeg planlægger et snarligt besøg på Gasoline, så skal jeg nok fortælle dig, om du blot var uheldig ved dit besøg ;)

    Leave a Reply