City Guides New York

Rystende god fastfood på Shake Shack i New York

Jeg har utrolig svært ved at sammenligne de mange burgere, jeg smagte i New York, da de både oplevelses- og smagsmæssigt ligger ufatteligt langt fra hinanden. Fra en diner-style gastroburger til en hypet bistro burger på en irsk ølbar, en skjult burger joint på et fancy hotel og nu en klassisk fast food-kæde burger.

Alle burgere har imponeret mig, til trods for simple ingredienser. Og Shake Shack var ingen undtagelse.

En burger for enhver smag

Jeg var hjemmefra blevet anbefalet at aflægge burgerkæden, som har seks lokationer på Manhattan, et visit. Og vi havde godt bemærket populariteten og de lange køer omkring frokosttid ved Shake Shacks fine placering midt i Madison Square Park. Som iøvrigt også var kædens originale placering – et lille skur, som også lagde grund for navnet “shack”.

Selv fik vi passet et besøg ind ved Battery Park og aflagt en imponerende bestilling på burgere, cheesefries(!) og milkshakes (jeg kan stadig blive forundret over vores imponerende appetit på dén tur).

Jeg havde især hørt godt om deres SmokeShack burger, selvom kortet også bød på andre fristelser, heriblandt en vegetarburger med portobello svampe eller et bredt udvalg af hot dogs. Konceptet er som på en fast food-restaurant, men maden bliver lavet på bestilling og man får derfor en lille “bipper” med til bords. Der gik dog ikke længe førend maden var klar.

Vi fik begge en SmokeShack: cheeseburger toppet med “Niman Ranch all-natural applewood smoked bacon“, peberfrugt og en karakteristisk ShackSauce.

En perfekt kombination af røg og chili

Umiddelbart så serveringen ikke ud af meget. Burgeren lignede egentlig blot en “junk-burger” og fritterne (dem der ikke var overhældt med flydende ost) var klassiske bølgefritter. Men den første bid af burgeren fastsatte med ét at vi var milevidt fra McDonald’s og Burger King.

Bollen var en klassisk amerikansk “roll“, med den velkendte bløde konsistens og søde smag. Og her på ShakeShack syntes den næsten mere svampet end vanligt. Det var bestemt ikke en dårlig karakteristik.

Bøffen var juicy og smagfuld – måske ikke af samme karakter og tykkelse som de foregående burgere i byen, men den smagte rigtig godt.

Hvad der dog virkelig gjorde burgeren noget særligt var fyldet bestående af en cremet ost, en sprød og tyk bacon, en sød peberfrugt og den såkaldte ShackSauce, der var ret stærk, og som tilsammen tilførte en spicy og røget smag.

Værd at bemærke er iøvrigt, at der i vores valg af burgere absolut ikke var grønt at skue – ikke at jeg egentlig synes det manglede. Men ønsker man salat og tomat i sin burger, skal man hoppe på en hamburger eller en ShackBurger istedet. Alle burgere kunne øvrigt bestilles enkelt eller dobbelt, ligesom der kunne tilkøbes ekstra ost eller bacon.

Dertil kom så fritterne, der som nævnt tideligere, tydeligvis var klassiske frostfritter af den bølgede udskæring. Men til trods for at de så tydeligt ikke var hjemmegjorte, så smagte de faktisk ret godt. De var salte og crispy og ret perfekt tilberedte.

Lidt for cheesy

Cheese fries’ne var alt for grove (læs: virkelig fede, fedtede og kvalme), men det skulle jo prøves når nu de stod så fint på kortet med to slags ost: cheddar og american cheese.

Milkshaken, som jeg fik med vanille, var der ligeledes heller ikke sparet meget på, og den smagte virkelig godt. Det er først på det seneste at jeg har fået øjnene op for milkshakes til burgermenuen – jeg har egentlig altid syntes det var en skummel kombination – men på en ægte burger joint bør det næsten prøves (ok, jeg drak den måske også mest som dessert, mens jeg sippede af min kærestes cola til maden..).

ShakeShack New York
  • Bøf
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter & dyppe

Fastfood af højeste kaliber

Shake Shack overraskede mig positivt med et godt koncept og nogle skarpe burgervarianter, som virkelig bare smagte rigtig godt. Nuvel, det er en klassisk burgerkæde, og maden kan måske nok karakteriseres som "fast food", men ud fra den kategori gør de det i hvert fald særdeles godt.

Jeg kan læse mig til at Shake Shack også har åbnet op i London, hvilket måske er lidt nemmere at komme omkring - jeg vil i hvert fald helt sikkert slå et smut forbi næste gang jeg skulle befinde mig i enten London eller New York.

4.6

Læg vejen forbi Shake Shack, hvis du:

  • leder efter et godt, hurtigt måltid mad i nærheden (Shake Shack ligger seks steder på Manhattan)
  • er i humør til en klassisk burger-kæde med et twist
  • er på jagt efter en billig frokost (burger og fritter for $9)
  • er sulten efter et all american måltid: burger, milkshakes og cheesefries

Hvis du skal til New York

Shake Shack ligger som sagt flere steder på Manhattan, og du kan tjekke alle placeringerne ud på deres hjemmeside her. Vi besøgte filialen ved Battery Park, som ligger på 215 Murray Street, New York.

Derudover ligger Shake Shack desuden i en række andre amerikanske storbyer, samt i UK, Rusland, Tyrkiet og Mellemøsten.

Rystende god fastfood på Shake Shack i New York3.8571428571429Pigen2013-10-23 22:05:28Den fjerde burger i New York blev indtaget på burger-kæden Shake Shack, der med en håndfuld placeringer overalt på Manhattan, langer hurtige burgere over disken. En simpel burger, der dog var af en helt anden kvalitet, end jeg har været vant til fra fast food-kæderne herhjemme.

You Might Also Like

No Comments

  • Reply
    New Yorks bedste burgere - Pigen & Pomfritten
    07/11/2013 at 23:06

    […] hvis har lyst til gastroburgere på en en ægte New Yorker-diner. Spis en hyggelig frokost på Shake Shack i midt i Madison Square Park, eller læg Burger Joint et visit, hvis du er i humør til en lidt […]

  • Reply
    Kødfuld burger på MEATmarket i London - Pigen & Pomfritten
    16/03/2014 at 18:04

    […] lille joint ved Covent Garden (hvor ShakeShack iøvrigt også holder til – og som jeg besøgte med fornøjelse i New York) med betjening bar baren og en dejlig duft af […]

  • Leave a Reply