Anmeldelser Burger

Salon 39 – en kærlighedshistorie

Salon 39 har en særlig plads i mit hjerte – og var faktisk én af hovedårsagerne til, at jeg startede Pigen & Pomfritten. Da jeg første gang fandt ud af, at den lille cocktail bar lavede den bedste burger, jeg på det tidspunkt havde smagt i København, følte jeg at min nyopdagede hemmelighed måtte deles med verden.

Skuffelse på skuffelse

Således var salonens burger også svær at slå af tronen. De bedste burgeralternativer var på dette tidspunkt at finde enten på McDonalds, eller på dødssyge caféer, som tydeligt havde misforstået konceptet. Men efterhånden som min første anmeldelse fik et par år på bagen, modtog jeg også flere og flere henvendelser (eller klager, om man vil), om at Salon 39 havde mistet sit take på den lækre cheeseburger. Alt imens København eksploderede i burgere: burger joints, burger trucks, burger-kæder – you name it. Barren blev simpelthen hævet, og både jeg og salonen havde svært ved at følge med.

Jeg efterprøvede selv burgeren af flere omgange og måtte erkende, at bøffen var blevet for kompakt, bollen for tør og prisen for høj. Og det ærgrede mig! For jeg elskede idéen om, at cocktailbaren, som bedst var kendt for sine signaturdrinks (og byens bedste whiskey sour, iøvrigt) også lige serverede en ond cheeseburger.

Derfor lagde jeg Salon 39 på hylden. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at blive skuffet igen – det var som ulykkelig kærlighed. Og da jeg i går aftes genbesøgte den gamle flamme – med kamera og en svær anmeldelse for øje – var jeg sikker på, at jeg endeligt måtte lægge forholdet på is.

Kærligheden lever

Men så skete der det, at burgeren faktisk var præcis så god, som første gang, jeg smagte den. Den før lidt kompakte og tørre bøf havde fået saften tilbage. Den var luftig og smagfuld og stegt præcis, som den skulle. Fyldet i burgeren var snasket: godt med mayo, smeltet ost, tomat og løg, og med den velkendte syltede agurk på siden.

Bollen havde ligeledes fået sin svampede konsistens tilbage, men dog lige til den høje/store side. Der var simpelthen for meget brød til burgeren og jeg måtte selv “tage låget af” burgeren for at kunne spise den (op).

Fritterne fortjener næsten et kapitel for sig – og de har egentlig også fastholdt niveauet i den tid, jeg har været uvenner med burgeren. Det er en smagssag, om man kan lide de ultratynde fritter. Men de, der kender mig ved, at jeg er en sucker for både dem og den tilhørende røgede mayo (i ketchup kombination, vel at mærke – det bliver altså ikke bedre).

Mit forhold til Salonens burger er som evig kærlighed: det går op og ned – men lige nu er det ret hedt. Og Pomfritpigen er glad.

Anmeldelse af Salon 39
  • Bøf
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter og dyppe

Samlet vurdering

Salon 39 får endnu engang en flot anmeldelse - men ikke en topkarakter. Burgeren er på et højt niveau, men der er simpelthen kommet for mange (bedre) burgerbud i byen.

Man kan sige, at Salonen vinder ved, at være et tophyggeligt sted, hvor man kan bruge tid på at nyde maden i selskab med lækre drinks. Især på en lørdag aften. Imens andre burger joints, der måske laver en bedre burger til den halve pris - Salonens burger koster 170kr.(!) - kun kan tilbyde borde og bænke (nogle steder udendørs).

4.5

Salon 39 Salon 39

Salon 39 ligger på Vodroffsvej 39 på Frederiksberg. Find dem på deres hjemmeside her.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Emilie
    16/10/2016 at 20:22

    Jeg har også tidligere haft et kærlighedsforhold til Salonens burger, men forholdet er slut. Da jeg bestilte deres burger for en lille måned siden fik jeg en tør bolle og en gennemstegt bøf – den var helt gal, så enten har jeg været uheldig, eller også har du ramt dem på en god dag. For 170 kr gider jeg ikke engang prøve igen – det skulle da kun være for fritternes skyld…

    • Reply
      Pigen
      16/10/2016 at 21:01

      Det er godt nok ærgerligt at høre – jeg håbede sådan, at niveauet var genfundet permanent. Men det kunne godt lyde som om, jeg var heldig i går.
      Husk at du kan bestille fritterne som sides til fx deres kylling eller rib eye – det kan godt anbefales!

  • Reply
    Jaxe
    13/03/2017 at 12:59

    Jeg vil tilføje, at for mig falder den på, at du ikke kan få bacon i burgeren :-)

  • Leave a Reply