Anmeldelser Burger

Mad & Kaffes æstetiske burger har fået smagen med

Som sagt er Pomfritpigen tilbage efter snart et par år med mangel på appetit og istedet fuld af dårlig samvittighed (over ikke at få blogget).

Måske blev det overvældende udbud af lækre burgere simpelthen for meget – lad os bare sige, at det har været svært at følge med. Samtidig med anmeldelser tilbage fra bloggens opstart langsomt blev forældede, og jeg derfor samtidig både skulle holde mig opdateret på det nye OG genbesøge det gamle. Det er altså for meget for en stakkels Pomfritpige.

Med bloggen lagt i dvale og en begyndende lyst til igen at få mayo på tanden, kom der en ret godt timet mail i min inbox fra Mad & Kaffe. Den hyggelige lille (primært morgenmad- og frokost)café på Sønder Boulevard. De mente, jeg burde komme forbi og smage deres burger igen, da de havde ændret den markant siden min sidste (ikke lettere flatterende) anmeldelse. Jeg tog imod tilbuddet med en anledning til at få skudt bloggen i gang igen.

Mad & Kaffe laver rigtig smuk mad – lad os lige slå det fast (tjek fx bare deres Instagram hér). Og det var måske netop det, jeg fældede dem for i min sidste anmeldelse. Burgeren var eminent flot anrettet med glinsende bolle og gyldne fritter på et rustikt træbræt. Billedet var i hus og mundvandet løb, inden jeg overhovedet havde fået sat tænderne i burgeren. Men når smagen ikke matcher forventningerne, er det svært at imponere. Desværre.

Heldigvis har Mad & Kaffe fået rettet op på balancen. Burgeren har fået smag. Den er krydret, sød, salt og syrlig – en god blanding af løgrelish, sprød bacon og deres BBQ ketchup. Trøffelmayoen udeblev i min smagsoplevelse. Bollen er perfekt svampet og smager godt igennem af smør. Fritterne er sprøde og dippen – her hhv. aioli og røget chili – er som det skal være.

Min anke denne gang er, at bøffen er til den lidt kedelige side. Den er simpelthen for gennemstegt til min smag. Og så mener jeg, at en burger skal kunne spises med fingrene – det kan denne ikke, hvorfor den også er holdt sammen med et klassisk caféburger-spyd. Og når man ikke kan dét, skal den være let at gå til med kniv og gaffel, og hér kommer den dybe tallerken ret meget i vejen. Men ok, smukt ser det ud.

Anmeldelse af Mad & Kaffe
  • Bøf
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter og dyppe

Samlet vurdering

Mad & Kaffe har fået styr på deres burger, som nu både er smuk for kameraet og smagfuld på tungen.

Deres burger koster 125, hvilket er mere end fair for et stort og mættende måltid.

3.8

dscf4760 dscf4763

Mad & Kaffe ligger på Sønder Boulevard 68 og kan findes på deres hjemmeside her.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Xenia
    13/10/2016 at 19:41

    Jeg har kun prøvet deres brunch, men måske burgeren skal have et skud på et tidspunkt. God ser den i hvert fald ud!
    Der ligger jo i øvrigt også en Mad og Kaffe på Amager, bare sådan til info :)

    • Reply
      Pigen
      13/10/2016 at 21:40

      Jeg har også hørt rigtig godt om deres morgenmad – men ikke selv prøvet den endnu. Den må på todo-listen :)

    Leave a Reply