Anmeldelser Burger

Burger & Bun er tilbage

Og denne gang prøver Henrik Yde lykken på Nørrebro – lige ved Sankt Hans Torv. Navnet er det samme, rammerne er nye. Og der er kræset for hver en detalje, som var man på michelin-restauranten, Kiin Kiin, af samme ejer få hundrede meter derfra.

Burger & Bun slog oprindeligt dørene op på Istedgade, måske som den første, ‘ægte’ burger joint i byen. Og det skete nogenlunde samtidig med at burgerbølgen rullede ind over landet.

Sulten var stor – måske for stor til, at den lille takeaway-biks kunne følge med. Køerne var lange og ventetiden ligeså – ingen af delene tilføjede positivt til kundetilfredsheden. Og som gourmet burger joint var priserne også langt højere end de omkringliggende grillbarer.

Et par års pause

Det endte med at Yde og co. trak stikket, alt imens nye burgerbarer blomstrede op og Halifax udvidede deres imperium. Og det var ærgerligt.

Jeg nåede akkurat at smage Burger & Bun kort inden de lukkede, og jeg var fan! Men jeg var også enig i kritikken, at en burger til 150kr. skal nydes frisklavet – og ikke bydes hverken papemballage eller lange vente- og transporttider.

Derfor var jeg ret fuld af forventninger, da jeg modtog invitationen til åbningen af Burger & Bun på Fælledvej.

Logo og navn er det samme, mens indretningen er i stil med Ydes asiatiske søsterrestauranter – tilsat klassisk dansk design. Menukortet er nyt og byder på otte fortolkninger af burgeren, foruden snacks og desserter.

Øko-flæsk og øko-cola

Der er kræset for detaljer og råvarer, som stræbede man efter michelinstjerner. Alt er økologisk og hjemmelavet, kødet fra en gård på Sydsjælland og bollerne bages selv hver tredje time i det lille køkken, hvor enhver kvadratmeter er udnyttet til fulde.

Vi blev budt på den klassiske “American”, men ikke før vi lige havde smagt husets flæskesvær med karsedip. Enkelt og lækkert. Hertil drak vi øko-colaer, som aldrig bliver helt så godt som den ægte, men som dog smagte ret godt på den der søde, Jolly Cola-måde.

Burgerne blev serveret. Fint anrettet på et rustikt bræt med sprøde fritter og en estragonmayo på siden. Umiddelbart så den egentlig ret tilforladelig ud, og jeg nåede også lige at tænke, at bollen var ristet lige rigeligt til min smag. Den var da også sprød. Men det fungerede. Det gjorde det hele!

Bollen, som var tilpas sød og salt var smurt med en ret god mayo. Bøffen (stegt sous vide) var absurd god. Den smagte virkelig, virkelig godt. Perfekt rosa med en sprød og grillet overflade.

Osten var smagfuld og lige tilpas smeltet. Tomat-relish (som ellers ofte kan ende med at være lidt for farligt fint) gjorde sig godt imellem de fede smagsindtryk, sammen med de syltede agurker. En klassisk burger, der alligevel formåede at skille sig ud.

Fritterne var der heller ikke en finger at sætte på, hvis man – som jeg – kan lide dem tynde, sprøde og salte. Måske vil nogen synes de er for salte. Men det rodede den cremede mayo bod på. Jeg var tilfreds.

Og som om vi ikke allerede var fuldstændig forspiste i ovenstående, sluttede vi af med også lige at smage Burger & Buns fortolkning af en chokolade sundae og en æbletærte. Begge med hjemmelavet is, naturligvis, i blandt et utal af fantastiske smagsindtryk og deltaljer.

Og som igen fik associeret mig tilbage til et besøg på Kiin Kiin i foråret.

Unikke US burgere

Jeg var – og er igen – fan af Burger & Bun. Man kan muligvis klandre Yde for at blande lige lovlig meget kærlighed til det asiatiske ind i indretning og anretning, med sloganet “real US burgers” på døren. Men det er hurtigt tilgivet med den høje kvalitet og sans for detaljerne, og jeg tillod mig endda at spise burgeren med fingrene – vi var jo på Nørrebro.

Anmeldelse af Burger & Bun
  • Bøf
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter & dyppe

Samlet vurdering

Henrik Yde og Burger & Bun er tilbage - og det er godt! Jeg savner dog en smule den gamle "burger joint"-feel fra biksen i Istedgade, men i de nye lokaler kan man til gengæld sidde i ro og mag og nyde sin burger, uden at dufte som en fritøse resten af aftenen.

4.5

Burger&Bun10 Burger&Bun9 Burger&Bun8 Burger&Bun7 Burger&Bun6 Burger&Bun5 Burger&Bun4 Burger&Bun3 Burger&Bun13 Burger&Bun12 Burger&Bun11 Burger&Bun2

Lokation

Burger & Bun ligger på Fælledvej 9 på Nørrebro. Maden kan spises i restauranten eller bestilles med hjem.

Burger & Bun er tilbage4.5Pigen2015-01-04 16:08:00Og denne gang prøver Henrik Yde lykken på Nørrebro – lige ved Sankt Hans Torv. Navnet er det samme, rammerne er nye. Og der er kræset for hver en detalje, som var man på michelin-restauranten, Kiin Kiin, af samme ejer få hundrede meter derfra.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Anna
    05/01/2015 at 21:15

    Det kunne være man skulle skrive den på listen ;)

  • Reply
    Knud
    03/08/2015 at 14:07

    Var der forleden med ledsager.. så vi fik prøvet både den Amerikanske burger (bacon, cheddar, sylt agurk) og den Italienske burger (blåskimmel, bagt tomat, rucola, oregano).
    Og jeg må sige at det er blandt de 2-3 bedste burgere jeg har fået (inkl. Jackson Hole i NYC), ingen andre i København kommer tæt på! Alle bestanddele var nær perfekt tilberedt – og hver eneste ene med fuld smagsvaluta for pengene.

    Før de to burgere brækkes ned, fortjener bøffen at fremhæves: rosa, saftig og sprød. Møfffffff.
    Amerikaneren: Den tørsaltede bacon var kraftig og virkeligt velsmagende / burgersaucen baseret på den hjemmelavede ketchup, smukt krydret i retning af BBQ-sauce / cheddaren, perfekt smeltet – en anelse flydende / agurkerne med fin balance mellem surt, salt og sødt.
    Italieneren: brillierede med moden, smagsdyb Gorgonzola / små, intenst smagende bagte cherry-tomater / den let bitre rucola / plantekrydringen med oregano.

    Og de to AFSLUTTENDE Milkshakes [medmindre man lider af alvorlig smagsforvirring (osse kaldet: American Gourmet), kan man IKKE drikke Milkshake TIL kød.. men det går ok EFTER], Banan og Chokolade, fåes ikke meget bedre.

    Alt i alt en suveræn burger-oplevelse. Check det ud!!

    PS: Jeg ser frem til at få prøvet flere af deres andre burgere: Fransk (grønærtemos og estragon), Dansk (flæskesteg og rødkål), Japansk (kylling, sesam-ingefær soya, forårsløg, wasabi) og Vegetar (Portobello svamp, hvidløg & persille, feta rørt med krydderurter).

  • Leave a Reply