Gæsteanmeldelser

Gæsteanmeldelse: Sharks Diner i Århus

Så er der igen nyt fra den århusianske burgerscene. Denne gang har Sharks Diner stået for skud. En rimelig “no-nonsense” burger med plads til forbedringer.

Min kæreste tilbringer i forbindelse med sit arbejde noget tid i Aarhus, hvorfor han går en del ud at spise med sine kolleger – og valget falder ofte på burgere. Derfor er det oplagt for ham at undersøge, hvor man får den bedste burger i Aarhus.

Læs også hans anmeldelse af Hot Buns  og Mackie’s her.

For snart et par år siden, var en københavnsk ven og jeg på værtshus nede ved åen i Århus – og da sulten så småt trængte sig på, og bajere skulle blive til burgere, spurgte vi som de turister vi nu var: hvor finder vi en god burger. Bartenderen så betænksom ud et øjeblik, og besvarede vores forespørgsel med et nyt spørgsmål: “Skal det være greasy? – Prøv Sharks!” Om det var vores forbrug ved fadølsankeret der gav ham de tanker skal jeg ikke kunne gøre rede for, men således blev jeg introduceret til en af de etablerede burger joints i Århus, hvor jeg har siden været der et par gange eller fem.

To-delt fornøjelse

Sharks adskiller sig fra alle andre burgerbarer ved samtidigt at være en poolhall. I den ene side af etablissementet finder man således et stort lokale domineret af grønne poolborde, en bar og et lille område med borde (hvor man kan spise sin burger). Entrere man stedet fra den anden side, bliver man tilgengæld mødt af en klassisk amerikansk diner, med røde båse og sport på storskærm – og en anseelig mados fra køkkenet. Dertil skal det nævnes, at stedet nærmest deler indgang med fitnessDK – utrolig bekvemt!

Vi var en forsamling på 7-8 kolleger, der kun kunne få plads i en lidt afsides og kedelig del af poolområdet – der var tæt på stuvende fuldt denne tirsdag aften, hvilket siger lidt om stedets popularitet.

Tjeneren (eller bartenderen) der var tilknyttet pool-baren var ikke videre medgørlig. Bestilling skulle ske i baren (fair nok – jeg samlede folks ønsker ind), men den store ordre blev bestemt ikke modtaget med et smil, og det skulle gøres så det var absolut nemmest for hende at hamre ind i systemet, hvilket betød at jeg skulle finde ud af hvilke numre folks bestillinger havde i menukortet. Det kan lyde helt vildt krukket, men det var slet ikke blevet husket eller nævnt, hvis bare attituden havde været ok.

Selvsamme menukort byder på hele 11 forskellige burgere, inkl. en månedens der selvsagt varierer fra tid til anden. Det er et rigtig fint udvalg, med klassiske varianter for et dedikeret burgersted, som f.eks. en mexikaner, en med blue cheese, en vegetar, spejlæg – men også en dobbelt burger med scrambled eggs, til de store drenge! Alt i alt noget for en hver smag, og årsag til hovedbrud ved bestilling! Konceptet er kendt: man vælger variant, bøf-type (hakkedreng, rösti, kylling eller oksefillet), en af fire slags dip og tilbehør (fritter, needless to say).
Menuen byder derudover på en del anden amerikansk junk/diner mad, som f.eks. steak, spareribs og hot wings.

Maden blev leveret af et par tjenere fra dineren, og de var langt mere venligt stemt. Som altid endte dyppe-bestillingen i hat og briller, men de kom smilende med et par ekstra assorterede dips. Muligvis ikke den største gestus i restaurationsbranchen, men desværre langt fra en selvfølge, hvorfor det skal roses.

Og så til sagen

Jeg havde i burgeranmeldelsens hellige tegn valgt en L.A. Prime, som vel er det tætteste på en traditionel bacon-cheese burger, man kan få på Sharks – blot tilføjet jalapeños, det skal der ikke høres ondt for.

Bollen mindede mig lidt om den lyse variant man får hos Halifax – blød og uden den store smag eller sødme, hvor sesamfrøene heller ikke gør meget væsen af sig. I sidste ende var det mængde-mæssigt lidt for meget brød, men det er ikke alt-afgørende i min verden.

Bøffen havde en rigtig fin størrelse, men var stegt lidt i den til den hårde side, hvilket gav en god grillet smag, tenderende til det bitre. Der blev “naturligvis” ikke spurgt til stegegraden ved bestiling, og den generelle konsensus omkring bordet var at slutproduktet godt måtte have været lidt rødere. En enkelt medspisende fik oksefillet i stedet for hakkekød (+20kr), den var efter sigende helt i orden.

Fritterne var desværre som hældt ud af Flensted-posen. Set i lyset af dette, var de sådan set tilberdet udemærket, godt stegte og godt saltede, men det kan jo aldrig rigtigt rettes op.

“Stærk chilimayo” som der stod på kortet, levede op til sin titel og gav et rigtig godt, opluftende kick til maden – befriende når køkkenet ikke bøjer sig for laveste fællesnævner, men laver en chilimayo der rent faktisk er stærk! Aiolien var også hidsig, men led samtidig af en lettere spøjs eftersmag. Derudover var der på bordet placeret en lille bakke med ketchup, sennep, HP sovs, Worcestershire sovs og tabasco, så man selv kunne spæde lidt til.

Fyldet i burgerne var fint: standard bacon, fint smeltet ost (det ‘greasy’ element, jf. indledningen), rødløg osv. Måske lige i overkanten salat, men ikke noget skelsættende. En medspiser beklagede sig en smule over spejlæggets lidt for færdige blomme, mens en anden var meget tilfreds med brugen og mængden af ost i Sharks Cheese burger (med chedder OG Port Salut).

Min anmeldelse
Bøf
Bolle
Fyld
Fritter
Tilbehør
Betjening
Stemning
Value for money
Samlet:

Priserne for de fleste burgere ligger mellem 125-135, inkl. sides og dyppelse, hvilket er i den relativt rimlige ende, hvis man skal sammenligne med resten af markedet. Dertil har Sharks også rimelige priser på drikkevarerne (igen set i relation til lignende steder), og et fint udvalg af både nationale og internationale øl.

Vi forsøgte at lave spille “rating-poker”, hvor alle kunne komme med deres bud på de bloggens bedømmelseskriterier. Der var stor varians og uenighed på stort set alle punkter, hvilket måske giver en meget god indikation af stedets burgere.

Der gøres mange ting helt rigtigt, men samtidigt er der også ting der virkelig kan gøres bedre – især på frit-fronten. Og netop derfor skilder Sharks måske lidt vandende, fordi folk prioriterer forskellige ting, når de skal ha’ burger. Har man lyst til en no-nonsense burger, skal man måske ikke lade sig skræmme af karakteren.

Sharks7

Lokation

Sharks Diner ligger i Frederiksgade 25 – find deres hjemmeside her.

Gæsteanmeldelse: Sharks Diner i Århus3Big Mag2014-07-19 12:00:09Så er der igen nyt fra den århusianske burgerscene. Denne gang har Sharks Diner stået for skud. En rimelig “no-nonsense” burger med plads til forbedringer.

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    A+K/Venterpaavin
    19/07/2014 at 16:48

    Uh, en massiv mængde bløde løg gør altid godt!

    – Anne

  • Reply
    stinna liholm
    20/07/2014 at 23:30

    Min søster roste for nylig burgeren på drudenfuss i århus… måske den kunne bruge en anmeldelse? Hun mente i hvert fald at den nemt kunne leve op til både Hallifax og cocks and cows!

    • Reply
      Pigen
      07/09/2014 at 17:54

      Uha, den må jeg sende min kæreste efter, så :)

  • Reply
    Jens Skov
    21/06/2015 at 18:40

    Uforskammet gode burgere, har de altid serveret det må man sige. Servicen har været bedre.. Sidste gang jeg var der med vennerne var det dog med en fornemmelse at pigerne der stod for serveringen burde skiftes ud med nogen lidt mere friske og glade af slagsen. Det er vigtigt med god og venlig service service..

  • Leave a Reply