Anmeldelser Burger

Luna’s Diner får en chance til

Lunas diner2

Mulighed for revanche

Sidst jeg besøgte Luna’s Diner var det for at give mig i kast med deres burger-trio “Paparazzi” – en overdådig servering af tre forskellige burgere, der også lød lidt for god til at være sand. Luna’s burgere har ellers modtaget rigtig fine anmeldelser fra bl.a. Burgerguiden.dk (hvor den får højeste score!), så forventningerne dengang var naturligvis høje. Men hele oplevelsen skuffede fælt: burgerne var kedelige og kolde, bøfferne tørre og fritterne bløde.

Min konklusion var da, at Luna (og derfor også jeg selv) måske havde taget munden for fuld med hele tre burgervarianter på tallerkenen, og da caféen – nu på Vesterbro – skulle have en chance til, valgte jeg at gå med en af deres mere klassiske burgerversioner.

Lunas diner5

Vi var et selskab på fem, der alle skulle til John Legend koncert (!) senere på aftenen. Selvom vi havde bestilt bord var der ikke plads udenfor, så vi var de eneste der sad indendørs på den ret lumre sommeraften.

Netop fordi vi havde en bagkant i koncerten, var jeg særligt opmærksom på serveringens tempo, eller mangel på samme. Især imponerede det mig at det kunne tage i hvert fald et kvarter før vores kolde fadøl kunne nå fra baren og de få meter hen på vores bord, og først derefter fik vi afgivet vores bestilling.

Bordet bestilte en håndfuld Chinatowns: wok-ret med nudler og oksemørbrad, en wrap med laks, og undertegnede en burger. Luna’s burgere findes i syv varianter i prislejdet 129-179 kr. Mit valg, og tjenerens anbefaling, endte på en BBQ-variant, hvortil jeg valgte cheddar og chipotlemayo.

Lunas diner

Sjusket bøf og sjasket dip

Burgeren så ved første øjekast lækker ud, anrettet med fritter, mayo og en syltet agurk, samt Luna’s (lidt skøre?) signatur: en skive vandmelon på siden.

Første forbedring i forhold til Luna’s på Christianshavn var, at fritterne var sprøde. Smagen var stadig meget karakteristisk af barbeque-krydderiet, som er drysset over, og som jeg desværre lidt for hurtigt blev træt af.

Bollen var en klassisk, kedelig købeversion og bøffen var (igen) både hård og tør. Tilgengæld var den gennemstegt i den ene side og medium i den anden..

Lunas diner3

Min anmeldelse
Bøf
Bolle
Fyld
Fritter
Tilbehør
Betjening
Stemning
Value for money
Samlet:

Fyldet af barbeque-marinade og bacon, samt den cremede cheddar kompenserede for den noget triste bøf. Chipotlemayoen var lidt for flydende og kæmpede om kap med fritterne i forvirrende smagsretninger, mens den syltede agurk fungerede som et friskt pust til den bastante burger.

Desværre formåede Luna ikke at hæve niveauet siden mit sidste besøg, og jeg måtte endnu engang gå burgerskuffet derfra. Det er ærgeligt, for jeg synes egentlig godt om begge Luna’s Diners, men med et bugnende menukort bliver konklusionen igen at kvantiteten stjæler fra kvaliteten.

Jeg vil nu engang hellere se en enkelt version af hhv. burger, wrap og wokret på menuen (fremfor for syv af hver), hvis det samtidig betyder at køkkenet så kan kæle bedre for detaljerne. Desuden har jeg også alt for svært ved at vælge, når der både er BBQ burgere, cheeseburgere og mexiburgere – måske er det bare mig?

Lunas diner6

Luna’s Diner ligger både på Christianshavn og på Vesterbrogade – find deres hjemmeside her.

Luna’s Diner får en chance til2.5625Pigen2013-08-01 20:47:39Jeg besøgte Luna’s Diner på Christianshavn i foråret og var meget lidt begejstret for deres bud på en burger. Men alle fortjener en chance til, og derfor besøgte jeg for nyligt Luna’s Diner på Vesterbro – dog uden meget mere held.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    NanaMaria
    15/08/2013 at 22:00

    Jeg skulle have lyttet til dig, Pigen. Har lige været på Luna’s og det var da en kedelig fornøjelse (http://nanamaria.dk/?p=144). Men nu glæder jeg mig endnu mere til Sokkelund, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået taget mig sammen til :)

    • Reply
      Pigen
      16/08/2013 at 20:49

      Ja, er da ked af at høre at du også havde samme, kedelige oplevelse. Det er synd, for de har egentlig potentiale for at lave god mad, men det hele ender lidt med at være noget sjask. God fornøjelse på Sokkelund :)

  • Reply
    For meget af det gode på Luna's Diner - Pigen & Pomfritten
    12/03/2014 at 12:00

    […] faktisk flere gange. Både en burger på Luna på Christianshavn og en anden burger på Luna på Vesterbro. Og jeg har begge gange klandret Luna for at ville lidt for meget på en gang, på kompromis med […]

  • Leave a Reply