MAD: milevidt fra en amerikansk diner

Jo jo, MAD står egentlig for Modern American Diner – men faktum er desværre, at det er ret langt fra det, de er. Man burde måske have regnet det ud fra lokationen: i centrum af Københavns turistmekka, Rådhuspladsen som nabo og Tivoli i baghaven. Og jeg tror faktisk også, at vi var nogle af de eneste danskere denne fredag aften. Selv personalet talte engelsk, men det kunne jo nok være en del af det moderne, amerkanske udtryk.

Jeg har faktisk været forbi MAD før, lige da de åbnede. Og dengang accepterede jeg den lidet charmerende lokation i Industriens Hus, fordi de rent faktisk serverede ganske udemærket mad. Der er bare sket lidt ændringer siden, og det er ikke til det bedre..

Menukortet er, så vidt jeg kan se, nogenlunde det samme. Tilgengæld er det nu suppleret med en særlig pamflet med special dishes, som egentlig allerede eksisterer på den faste menu, i nye klæder. Og som tjeneren iøvrigt ikke ville holde op med at reklamere for til trods for, at vi allerede havde besluttet os for, hvad vi ville have – I ved, på den dér “so you wan’t the rib eye, but how about this super pricy rib eye on our special menu instead?”-facon.

Et steakhouse uden sans for bøf

Deres store mantra er netop deres kød – så det er måske fair nok, at de lige skal gøre opmærksom på nye udskæringer. Men når de så flot formulerer det på første side i menuen: The first and only diner of it’s kind in town og The best beef direct from the US, så formoder man altså, at de ikke kun ved, hvordan de skal importere kødet, men også hvordan de skal tilberede det. Det ved de ikke!

Jeg er med på, at vi kan have været på besøg på en uheldig aften. En pokkers uheldig fredag aften med fuldt hus. Men de formåede altså ikke blot at glemme at spørge de to rib eye-bestillinger om, hvordan de ønskede bøffen stegt, men også at gennemstege disse ad to omgang. Både da de to rib eyes første gang kom ind og lige så hurtigt røg ud igen. Men også da de blev serveret anden gang med en ret specifik rare-bestilling. Pinligt for et steakhouse.

Det samme gjorde sig gældende for burgerne. Bøffen var helt død, tør og kedelig, og det satte et ret tydeligt præg for resten af oplevelsen, til trods for at både fyld og bolle egentlig var ok. Til det dødssyge kød fik vi nogle udmærkede sweet potato fries (det var faktisk en specifik craving for disse, der var udslagsgivende for, at aftenens valg faldt på MAD), med nogle alt for tynde dyppe til – og særligt baconnaisen var skuffende.

Som krølle på en i forvejen forkludret hale skal det nævnes, at vores fadøl-bestillinger (lager og IPA) også blev rodet godt og grundigt rundt, så hverken vi eller tjenerne rigtig var sikre på, hvad der lige blev serveret. Så i det mindste var den dårlige oplevelse da konsistent.

UPDATE: Min medspiser har netop gjort mig opmærksom på, at jeg har glemt (endnu) en ret vigtig detalje! Hans forret, carpaccio, blev serveret som en lidet tiltalende klump frossent kød. Personalet tilbød (naturligvis) en ny servering – og denne gang kom carpaccioen ind med helt andet tilbehør. Måske som én af retterne på deres special menu…

Find MADs hjemmeside her.