Selvom pomfritter jo i princippet burde gå for at være en grøntsag (dog en knapt så sund én af slagsen), prøver jeg alligevel at balancere mine måltider lidt i hverdagen. Og en god måde for mig at starte dagen på er med en friskpresset juice.
Netop derfor har jeg for nyligt forelsket mig lidt i Aarstidernes juice-kasse.
Jeg har tidligere skrevet varmt om Aarstiderne – særligt fordi der i deres grøntsags- og frugtkasser altid er mulighed for at lave nye spændende juices og smoothies. Men for nyligt gjorde Mette mig opmærksom på, at man nu kan få leveret en decideret “juice-selv”-kasse. Og den skulle jeg naturligvis prøve.
Jeg har nu modtaget den et par søndage (det er særligt perfekt at få den i weekenden, hvor der er bedre tid til at juice og eksperimentere) – og jeg må sige at jeg allerede er ret begejstret for den.
På det seneste har den stået på både nye og skøre kombinationer, bl.a. med både kål, spinat, fennikel og squash. Kombinationer, jeg aldrig selv var kommet på, og som jeg nok heller ikke rigtig troede kunne smage godt.
Der følger opskrifter og idéer på juices med i kassen, men jeg har desuden også længe haft glæde af opskriftbogen, Safter (også af Aarstiderne), og kombinationen af kassen og bogen kan varmt anbefales.
Billede lånt af leoglyhne.dk
Det eneste minus (og nej, jeg får hverken penge eller frugt for at skrive alt det ovenstående) er opvasken. Især hvis man, som jeg, ikke har opvaskemaskine. Men det må man jo så tage med.
Denne juice er improviseret med inspiration i Aarstidernes opskrifter: æble, lime, fennikel og agurk:
Fjern kernehuset på æblerne og bunden på fennikelen og skær det og agurken i mindre stykker. Juice agurk, fennikel og æbler og pres slutteligt limen i juicen til slut (det synes jeg er lettere end at skrælle og juice.
Servér juicen frisk med isterninger.
2 Comments
Kathrine
18/02/2014 at 10:47Jeg er meget interesseret i anskaffe mig en saftpresser/juicemaskine. Hvilken en har du? Og allervigtigst, kan delene tåle opvaskemaskine? :)
Pigen
19/02/2014 at 22:33Jeg har en saftpresser-“tilføjelse” til min Kenwood køkkenmaskine, så det er et værre monstrum. Jeg ved faktisk ikke hvad der pt. er det bedste på markedet.
Men ja, det er vigtigt st den kan tåle opvasker. Og så ville jeg nok vælge en rigtig saftpresser og ikke en “juicer”, da det er vigtigt for mig at den kan klare alt fra både appelsiner til rødbeder og gulerødder. Hvis du er doven og ikke gider skære frugten ud i små stykker, så vælg én med stort påfyldningsrør.
Og så ville jeg ikke gå ned på kræfterne – det er ærgeligt at stå med en maskine, der ikke kan klare mosten (hø hø).