Flæskestegssandwich

Grisen bringer de danske burgere tilbage på kortet

Nyåbnede Grisen på Nørrebro fortolker traditionelle grillbar-klassikere og bringer med rette de danske “burgere”, flæskestegs- og bøfsandwich, ind i den københavnske burgerkrig.

Danske grillbarer er desværre en lidt uddøende race. I hvert fald i hovedstaden. I takt med at amerikanerburgeren har gjort sit indtog, har de danske burgere måtte stå lidt tilbage.

Selv fik jeg først for alvor øjnene op for den “jyske” burger, da HotdogJudge tog mig under sin erfarne vinge (det er mig altså et under, vi ikke hælder sovs på flere bøfsandwiches her i byen..).

Og udover Meyers legendariske flæskestegssandwich, er det meget få steder i København – med undtagelse af Istedgrillen – der kan servere en ordentlig, og sprød, flæskesteg i bolle.

Fornyelse af den traditionelle, danske grillbar

Nyåbnede Grisen i Fredensgade kalder sig en traditionel, dansk grillbar med begge ovennævnte, danske burgere på menu, udover en frikadellesandwich, en gang pølsemix og en hotdog. Og så serverer ed en Valhrona chokolademousse til dessert.

Grisen drives af kæresteparret Katrine og Umut, som har indrettet stedet med mågestel, royale billeder og broderier på væggene. Det er på samme tid klassisk og nutidigt og går godt i spænd – også med menuen.

Menuen er simple og udvalget står til ret gode priser: Hovedretterne koster 55 kr., mens hotdog’en koster 40 kr. Og så går serveringen forrygende stærkt. Vi nåede lige at bestille, finde en plads og modtage vores drikkevarer (sodavand i glas på stilk, vel at mærke), før vores lune flæskestegssandwiches og pomfritter blev serveret.

Kvalitet over kvantitet

Med de gode priser følger måske ikke de største portioner, men så kan madøret jo argumentere for, at man på dén måde kan få lov at smage lidt mere. Jeg har altid været fortaler for kvalitet fremfor kvantitet, og denne flæskestegssandwich er virkelig høj kvalitet.

Det er tydeligt at smage, at maden (fra bund til top) er hjemmelavet. Bollen er blød og lækker og ikke taget ud af ovnen for mange timer siden. Stegen er saftig i kødet, sprød i sværen.

Rødkålen er lækker og sprød og perfekt afmålt i sødme- og syrebalance. Og så er der smurt en lidt vulgær mængde mayo på bollen, hvilket jeg ikke vil være den, der gør vrøvl over. Jeg var, som man måske kan fornemme, ret tilfreds.

Hertil var fritterne også i top. Sprøde, salte og en god tykkelse – serveret med den foretrukne mayo/ketchup-kombi.

Mad med kærlighed

Som nævnt var der lige plads til også at smage en lille ekstra-ret fra kortet. Min mandlige medspiser bestilte således en hotdog, som blev serveret æstetisk smukt på musselmalet med lige så æstetisk pynt, som den var svær at spise. Den var lige dele sprød og blød, sur og sød, salt og spicy.

Jeg gik fra Grisen mæt og glad. Der var utrolig hyggeligt; man følte sig velkommen med et smil, stopfodret med lækker mad lavet med kærlighed.

Det eneste der ærgrede mig var, at jeg ikke havde plads til at smage de øvrige retter – så der er ingen tvivl om, at jeg snart skal tilbage efter det brune guld. Eller måske en omgang pølsemix, som jeg ellers har et meget ambivalent (og Monarch-forskrækket) forhold til, men som jeg fornemmer, at Grisen hurtigt kan rode bod på.

Anmeldelse af Grisen
  • Flæskesteg
  • Bolle
  • Fyld
  • Fritter & dyppe

Samlet vurdering

Grisen er en lille perle på Nørrebro, som alle bør lægge vejen forbi! Deres flæskestegssandwich er topklasse og der går ikke længe før jeg lægger vejen forbi for at smage én af mange andre klassikere på kortet.

4.5

 

Lokation

Grisen ligger på Fredensgade på Nørrebro – find deres hjemmeside her.

Grisen bringer de danske burgere tilbage på kortet4.5625Pigen2015-06-18 22:28:49Nyåbnede Grisen på Nørrebro fortolker traditionelle grillbar-klassikere og bringer med rette de danske “burgere”, flæskestegs- og bøfsandwich, ind i den københavnske burgerkrig.

2 Comments

  • Reply
    Anna
    19/06/2015 at 17:26

    Den hotter dér, den ligner en hotter der gerne vil spises!

    • Reply
      Pigen
      27/07/2015 at 15:28

      Præcis! :)

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.