Anmeldelser Burger

Overdådige burgere på Nimb Bar’n’Grill

Autentisk Bar’n’Grill

Dette var mit første besøg på ét af Nimbs spisesteder, og jeg havde nok heller aldrig fundet på at lægge vejen forbi i jagten på en burger, hvis ikke det var for et godt læsertip.

Faktisk ved jeg ikke ret meget om Nimb-familien udover dets renomé som eksklusivt hotel og lokation for overdådige bryllupper, samt et utal af ekstravagante restaurationer. Men med konceptet “Bar’n’Grill” kunne jeg regne ud af fokus er lagt på seafood og saftige bøffer, lækre drinks og fyldige rødvine – bestemt ikke et skidt setup for en burger.

Lokalet er, som navnet også antyder, indrettet omkring en stor, flot bar. Og stedet var bestemt også meget fancy. Der var ikke mange gæster denne aften, men stemningen var hyggelig og intim.

Lidt for meget mersalg

Vi var denne torsdag aften tre piger, der blot skulle have en burger og en god øl eller et glas rødvin til. Vi blev mødt af en venlig, men måske lidt overambitiøs tjener, der først forsøgte at sælge os hummer(!) til forret, samt et par voldsomt fornemme flasker vin.

Jovist, det var torsdag og vi kan skam også godt lide vin, men man kunne måske godt have ønsket sig at han havde været lidt bedre til at stikke en finger i jorden istedet for at skyde så langt over mål. Og da Københavns største(?) burger senere blev serveret, kan jeg slet ikke forstå han vovede på at forsøge at presse forretter på os.

Vi var også en lille detour omkring deres ikke-eksisterende øludvalg, og måtte stille os tilfredse med det eneste bud: en heineken, selvom tjeneren ellers gerne ville gå ind på deres søsterrestaurant og skænke os en fadøl fra Royal.. Det kan godt være jeg har læst Nimb Bar’n’Grills koncept helt galt, men med så fint et vinkort og et bredt sortiment af cocktails forventede jeg egentlig også at se bare et par forskellige (og lidt fancyere) øl.

Men vi endte med at være fint tilfredse med vores bestilling: tre burgere (+ bearnaise!), to øl, et glas (god) rødvin og senere en Old Fashioned til dessert.

Fuldvoksne portioner

På trods af at vi var blevet advaret om en halv times ventetid på burgeren, blev de serveret ret hurtigt – burgere på tallerkener, og fritter, salat og bearnaise på siden. Portionerne var i dén grad voksne og burgeren viste sig også at være en ordentlig mundfuld.

Den enkle burger bestod af en briochebolle smurt med sød sennep og en tomatrelish, og en bøf af oksekød fra Nebraska bestående af halv mørbrad og halv ribeye toppet med lagret cheddar. En smagsbombe uden lige og det smagte ganske enkelt fantastisk! Kødet var så mørt og smagfuldt, som jeg sjældent har smagt det, og dertil helt perfekt stegt. Ost, sannep og tomatrelish komplimenterede bøffen rigtig godt med de søde og sure smagsnuancer.

Næsten for meget af det gode

Tilhørende salat blev serveret som en caesar salat, der var ganske lækker i sig selv, men som med den fede dressing og brødcoruttonerne endte med at være alt for tung og voldsom til burgeren. Det havde passet mig langt bedre med et sprødt salatblad i burgeren og en frisk tomat.

Pomfritterne var rimelig gode og sprøde, men var for tykke og melede i længden. Bearnaisen var perfekt og et (måske overflødigt, men) godt supplement. Derudover fulgte hjemmelavet ketchup og en hvidløgsmayo efter alle kunstens regler.

Alt i alt en helt overdådig burger og en vildt sjov smagsoplevelse, som dog for det første var alt for meget volume-mæssigt, men som også endte med at blive lige grov nok.

Min anmeldelse
Bøf
Bolle
Fyld
Fritter
Tilbehør
Betjening
Stemning
Value for money
Samlet:

Den (virkelig) tunge brioche, sammen med de melede fritter og meget bombastiske bøf blev ganske enkelt for voldsomt for tre piger som os.

Måske mange mere fuldvoksne mænd vil modsige mig i dette, men der var simpelthen for meget mad.

Prisen fulgte selvfølgelig også efter portionens kvalitet og kvantitet, og i forhold til hvad jeg kunne spise blev 225 kr. for en burger for mange penge. Til den pris er det i hvert fald ikke et sted, jeg vil tage forbi særlig ofte.

Jeg så hellere at de skar burgeren (og bøffen) ned i størrelse, droppede caesar salaten, eller måske lavede en herre- og en damemodel (ja, lidt utroligt at dét skulle komme fra mig?).

Nimb6 Nimb5 Nimb7 Nimb4 Nimb3 Nimb2

Praktisk information

Nimb Bar’n’Grill ligger ved Tivolis indgang på Bernstorffsgade overfor Københavns Hovedbanegård. Find deres hjemmeside her.

Overdådige burgere på Nimb Bar’n’Grill4.125Pigen2013-10-12 16:15:11For et par uger siden tippede en læser mig om Nimb Bar’n’Grills bud på en burger, som næsten lød for god og grov til at være sand: hakket oksekød af både mørbrad og ribeye, caesar salat og brioche bolle. Og dét skulle naturligvis prøves af.

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply
    Sofie Jennarberg
    12/10/2013 at 17:50

    Men hold nu op hvor ser den delikat ud!

  • Reply
    NANNA
    14/10/2013 at 14:36

    I hvilken situation bruger du 35mm og i hvilke 17-55???

    • Reply
      Pigen
      17/10/2013 at 20:42

      Hej Nanna. Jeg må indrømme at jeg nok oftest bruger mit 17-55 – det er et nyt objektiv (købt brugt), som jeg har været rigtig glad for. Det sidder derfor oftest på kamerahuset og er også nemmere at have med mig fordi det har zoom. Men jeg synes det er sjovt at lege med 35mm, da det er sjovt at lege med den lave blænde :)

      • Reply
        Emma
        17/10/2013 at 22:03

        Ej, jeg troede da faktisk at du brugte et fast 50 mm objektiv til disse billeder? Hvordan formår du at få disse lækre sløerede billeder med et 17-55 objektiv?

        • Reply
          Pigen
          17/10/2013 at 22:08

          Mit 17-55mm har en blænde f/2.8 – det er fantastisk ;)

  • Reply
    Jonas Lai
    07/11/2013 at 00:00

    Nej tak til herre/dame-model. Et spisested skal kun have én burger på deres menukort, medmindre der er tale om en burger joint.

    Jeg var forbi Bar’n’Grill forleden, og jeg synes denne burger var blandt de allerbedste jeg nogensinde har smagt, men jeg er jo også en mand ;) Vil godt give dig ret i at den er stor (jeg klarede den dog fint) – det er jo bare også lige præcis det der gør denne burger så speciel.

    • Reply
      Pigen
      07/11/2013 at 09:04

      Hej Jonas

      Principielt er jeg helt enig, men jeg synes nu ikke der er noget forgjort i at have muligheden for at vælge stor/lille bøf.
      Det er efter min mening synd at lade så meget godt kød gå ud igen.

      Den var ganske rigtigt virkelig god – men jeg mener en burger skal være helt rigtigt afvejet, både smags- og ambitionsmæssigt og her var der lidt for meget af det gode for at jeg kunne give den topkarakter :)

  • Reply
    Rajsa S. Manyieh
    14/12/2013 at 17:29

    Hvordan var bearnaisen i forhold til Pastis? Skal ud og spise lækker bøf i næste uge, og valget står mellem Nimb, Pastis, Retour, Sokkelund og MASH. Hvad synes du at vi skal vælge?

    • Reply
      Pigen
      14/12/2013 at 17:47

      Den var ganske fin. Men intet slår Oubæks bearnaise, så jeg ville nok selv vælge at tage på Retour :)

  • Reply
    Hvad skal du på fredag? - Pigen & Pomfritten
    12/02/2014 at 14:58

    […] Læs mere om Nimb Bar’n'Grill her. […]

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.